Smart software får ordblinde Heidi til at skrive fejlfrit

Danfoss' medarbejdere kan nu gratis downloade stave- og læseværktøjet CD-ORD. ”Det er en kæmpe-hjælp,” siger Heidi fra Power Solutions, der har kæmpet med dansende bogstaver hele livet.

Tekst & foto: Ole Kanstrup, Danfoss A/S

38-årige Heidi Kristensen skriver og svarer på mails fra kunder det meste af dagen. Op til 60 mails klikker hun dagligt afsted fra skrivebordet i Nordborg.

Og det er lidt af en bedrift, da hun er ordblind.

Forklaringen er den hjælpende hånd, Heidi får fra programmet CD-ORD på sin pc. Det kan læse al tekst fra skærmen op - uanset om det ligger i Word, en mail, på nettet eller et pop-up vindue.

Som bruger vælger man selv, om det skal ske afsnit for afsnit eller ord for ord, mens man skriver. Her kommer programmet også med ordforslag, så man får sine bogstaver parret korrekt.

Glemmer sin ordblindhed

”Det er et fantastisk værktøj. Når jeg læser og skriver, hjælper det mig så meget, at jeg nærmest glemmer min ordblindhed. Jeg vil klart anbefale kolleger med læsevanskeligheder at bruge det,” siger Heidi Kristensen, Customer Service Representative, Power Solutions.

Hun har selv brugt programmet en årrække og fået kommunen til at dække omkostningerne. Det har dog krævet papirarbejde, og installationsprocessen kan godt være lidt svær.

En lang tekst er svær, når jeg skal stave mig igennem. Læser computeren den op, forstår jeg den straks.
Heidi Kristensen, customer service representative, Danfoss

En god investering

Derfor tilbyder Danfoss nu alle medarbejdere i Danmark og Tyskland en licens til programmet, der fås i forskellige sprogversioner.

Danfoss Group IT har fået aftalen med firmaet Vitec, der står bag CD-ORD, i stand. Den løber til september næste år, hvor Danfoss vil vurdere, om den skal fortsætte – og eventuelt også gælde andre lande.

”I Danfoss vil vi gerne stille de værktøjer til rådighed, som vores dygtige medarbejdere skal bruge for at udføre deres job. Det gælder selvfølgelig også for kolleger med ordblindhed,” siger Lone Gorup Eskildsen, Senior Manager, Group IT, Nordborg.

Danfoss har gennem en årrække også tilbudt ordblinde medarbejdere læse- og stavekurser – gratis og i arbejdstiden. Kontakt Arno Knopfli, HR, Education & Training, for at høre nærmere.

Tak til Heidi og Danfoss A/S, som har givet os lov at dele historien. Artiklen har tidligere været bragt i Danfoss' medarbejderblad.

FAQ